Sådan skriver HK i deres forside nyheder for region Sjælland, på deres hjemmeside :
http://hk.dk/sjaelland/forside_nyheder/hk_vil_hive_seas_nve_i_arbejdsretten
Skulle nyheden være væk, bringes den her i sin fulde tekst :
HK/Privat Sjælland beskylder det sjællandske energiselskab for urent trav
Det store sjællandske energiselskab, SEAS-NVE, ønsker ikke at sikre sine administrative medarbejdere alle de goder, som de vil få, hvis selskabet tegner overenskomst med HK. Selskabets ledelse har gentagne gange afvist at tegne overenskomst med HK, og derfor er HK nu klar til at trække energiselskabet i Arbejdsretten.
- Vi har fået at vide, at man i SEAS-NVE for HK’s medlemmer har lavet en lokalaftale – i juridisk forstand en lokaloverenskomst - med Funktionærforeningen, som er en faglig organisation uden for kredsen af CO-Industriforbund.
- At man indgår den slags lokaloverenskomster for vore medlemmer og potentielle medlemmer er et overenskomstbrud, fortalte formanden for HK/Privat Sjælland, Kurt Jørgensen, da sektoren torsdag havde generalforsamling.
SEAS-NVE skriver på sin hjemmeside, at ”...den er anerkendt som en god arbejdsplads....”
- Men den kan blive bedre. Fx ved at tegne en overenskomst med HK, da medarbejderne hermed får adgang til en række goder, de ikke har i dag, påpeger Kurt Jørgensen.
Hyklerisk
- Og hvorfor skulle energiselskabet afvise at tegne overenskomst, når nu dets egen formand sidder i bestyrelsen for Dansk Industri, som er den største og mest magtfulde arbejdsgiverorganisation herhjemme. Det må da betyde, at han anerkender det danske overenskomstsystem, selv om det jo ikke er det samme, som at virksomhedens direktør gør det. Men det virker da besynderligt. Nogle vil måske fristes til at sige hyklerisk, mener Kurt Jørgensen.
Elselskabet mener, at dets medarbejdere har bedre forhold, end overenskomsten giver dem.
Det er ikke korrekt, påpeger Kurt Jørgensen, som i samme åndedrag fortæller, at en overenskomst jo ikke har noget øvre loft. Det står enhver arbejdsgiver frit at tilbyde bedre forhold, end overenskomster giver.
12 mio. kr.
På generalforsamlingen oplyste Kurt Jørgensen, at HK/Privat Sjælland sidste år hjalp 227 medlemmer, der var strandet i faglige sager og sammenlagt skaffede dem 12 mio. kr.
Kontaktperson: Kurt Jørgensen, tlf. 4014 8218.
Oprettet: 30.03.11, kl. 11.46
Redigeret: 30.03.11, kl. 11.46 af Tina Leire





































